Konservative i Tårnby og Dragør vælgerforeninger opstiller folketingskandidat!
Mandag den 4. april afholdt de Konservative vælgerforeninger i Tårnby og Dragør opstillingsmøde af Folketingskandidat i Tårnbykredsen. Et enigt kandidatudvalg indstillede over for de fremmødte medlemmer, at Martin Wood Pedersen, medlem af Dragørs kommunalbestyrelse, var indstillet på at modtage valg som kredsens kandidat til det kommende folketingsvalg.
Martin Wood Pedersen har siddet i Dragørs kommunalbestyrelse siden 2018, og han er dermed en erfaren lokalpolitiker. Martin var en vigtig del af den oppositionspolitik, der fra 2018 og frem til 2021 ledte de Konservative frem til en jordskredssejr ved kommunalvalget, hvor partiet gik fra 3 til 6 mandater i kommunalbestyrelsen og fik 34,3% af stemmerne i Dragør. Dette ledte til den første Konservative borgmester (Kenneth Gøtterup) i Dragør siden 2001. Ligeledes stillede Martin op til Regionsrådet, hvor han fik et stærkt personligt valg med 948 stemmer.
Martin Wood Pedersen er bosiddende på Nordstranden i Dragør, er gift med Ann og har 2 voksne børn, Isabella på 19 og William på 18. Derudover de 2 Kromfohrländer hunde Nova og Luna. Martin har arbejdet i ind- og udland gennem de seneste 25 år i forskellige direktørstillinger, og han sidder i dag som nordisk direktør i en international koncern inden for køl og frys.
Ud fra Martins valgtale på opstillingsmødet fremgik det, at fokus i en kommende valgkamp blandt andet ville ligge på de emner, der er vigtige, specifikt for Amager; nemlig kystsikring, udligningsordningen samt lufthavnens vigtige rolle for hele lokalområdet. Af andre landspolitiske emner er det specielt ældrepolitikken og de mindre erhvervsvirksomheders muligheder, som har Martins fokus.
Martin udtalte; ”Jeg gik ind i politik for at gøre en forskel i lokalområdet, og jeg har nu efter 4 år modet på at tage skridtet videre til den landspolitiske scene”.
Formand for de Konservative i Tårnby Poul Henning Gottorp udtaler; ”Martin evner at føre offensive og stærke kampagner, han fører ligeledes en konservativ politik med ansvar for de svagest stillede, samtidig med at han har et stærkt fokus på både retspolitik, erhvervspolitik, miljøpolitik, ældrepolitik og familiernes vilkår. Martin har en tilgang til samarbejde og dialog, som ligger tæt op ad vores holdninger til et godt samarbejde mellem landspolitik og lokalpolitik.”
Formand for de Konservative i Dragør, Kurt Christensen, udtaler; I Martin Wood Pedersen får vi en folketingskandidat, der sætter de konservative dyder højt, er arbejdsom, flittig og visionær, han kan holde fokus på det nære, samtidig med at han kan se sammenhængen med de landspolitiske perspektiver i forhold til de udfordringer som Tårnbykredsen står overfor, i forhold til miljø, infrastruktur og boligudvikling. I forhold til Tårnbykredsen er det særligt ældrepolitik, respekt for borgeren, den borgernære service, motivering af medarbejdere, der er er vigtige emner. Derudover ligger erhvervslivets vilkår og servicering af samme Martin på sinde.
Nu starter så arbejdet hen mod det kommende folketingsvalg, hvor de to vælgerforeninger, i tæt samarbejde med Martins kampagnegruppe, vil udarbejde den plan, der forhåbentligt skal lede til en plads i Folketinget.
Med venlig hilsen
Poul Henning Gottorp, Kurt Christensen og Martin Wood Pedersen
For yderligere information:
Formand for den Konservative vælgerforening i Tårnby, Poul Henning Gottorp 50 75 04 28
Formand for den Konservative vælgerforening i Dragør, Kurt Christensen 26 88 29 00
Folketingskandidat i Tårnby/Dragør kredsen for de Konservative, Martin Wood Pedersen 26 21 21 21