Vi skal have mere åbenhed

På kommunalbestyrelsens møde i september måned stillede Konservative forslag om, at vi streamer vores kommunalbestyrelsesmøder på kommunens hjemmeside. Vi stillede også forslag om mere åbenhed om dialogen mellem politikere og forvaltning, ved at politikernes skriftlige spørgsmål til forvaltningen offentliggøres på hjemmesiden. Desværre blev vi igen stemt ned af de mange andre politikere der ønsker og værner om lukkethed.

Hvorfor og er det for nymodens

Desværre har vi i denne valgperiode set at åbenheden og dialogen har haft svære kår i det politiske arbejde. Socialdemokraterne valgte tidligere i samarbejde med Venstre og DF, at ændre på reglerne om spørgetid, så der ikke længere kan stilles mundtlige spørgsmål til kommunalbestyrelsen før spørgetiden, men kun skriftlige. Vil du selv stille et spørgsmål kræver det, at du bliver til hele kommunalbestyrelsesmødet, der ofte tager mange timer. Samtidig blev det besluttet, at man slet ikke kan stille spørgsmål de sidste 3 måneder op til valget.

Der er flere årsager til at vi har stillet vores forslag. For det første har politikerne selv vedtaget en digitaliseringsstrategi og stiller fra 2014 store krav til borgerne om, at de hovedsagligt kun kan betjenes digitalt. Samtidig har man skåret i rådhusets åbnings og telefontid. At stille krav til borgerne og så ikke selv følge med som et godt eksempel er dårlig stil.

En anden årsag er, at vi ved at sende vores kommunalbestyrelsesmøder på nettet kan styrke nærdemokratiet. Du kan på nettet følge debatten live, og du kan efterfølgende gå ind på kommunens hjemmeside og se de debatter du har lyst til. Det er vigtigt, da vi i kommunalbestyrelsen trods alt træffer beslutning som har stor betydning for borgernes hverdag, for velfærden, for børnene, skolerne, ældreplejen og meget mere. At turde stå ved sine holdninger og debatter, er værdier vi skal værne om i det politiske arbejde.

En tredje årsag er, at selv Dragør skal følge med udviklingen og forny sig. Det er ikke noget vi kan prale af i kommunalbestyrelsen, da kommunalbestyrelsens møder stadig optages på almindeligt kassettebåndoptager, der i de mange timer mødet varer, overvåges af en kommunal embedsmand, da båndet jo med jævne mellemrum skal vendes. Gammeldags, utidssvarende, men også lidt morsomt at man i 2013 ikke er kommet længere og ikke ønsker modernisering.

Flertallet går ind for lukkethed

Vores forslag blev nedstemt af 4 socialdemokrater, Venstre og Dansk Folkeparti. Det var forventet, at en fornyelse af denne art ikke kunne stemmes igennem med socialdemokratisk støtte, men at Dansk Folkeparti der i flere år har plæderet for åbne postlister, stemte imod er uforståeligt og at Venstre som gerne vil betegnes som et moderne parti, holder fast i kassettebåndoptageren og lukkethed om den politiske debat i byrådssalen undrer os endnu mere.

Når den nye kommunalbestyrelse træder sammen i januar 2014 er der behov for, at vi får sat fokus på fornyelse, åbenhed og større inddragelse af borgerne. Et mål vi har stærkt fokus på, da vi ønsker flere borgermøder, inddragelse af borgerne i ekspertgrupper der kan bidrage til udviklingen, styrke samarbejdet mellem private aktører, men for at komme i gang med dette, kræver det, at politikerne tør åbne sig op for omverdenen.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat