Udansk skræmmeforslag
Under henvisning til krigen mod islamisk stat, og sommerens terroraktioner har kommunalbestyrelsesmedlem Birger Larsen for Dansk Folkeparti besluttet at der nu skal føres tilsyn med muslimer i Dragør, og at han derfor har bedt den kommunale forvaltning om at informere ham om hvor og hvor mange muslimer der er anbragt som flygtninge, og hvilket tilsyn der føres med dem.
I Danmark har vi religionsfrihed, og det at sætte lighedstegn mellem en religion og terrorisme, samt Dansk Folkepartis partitops seneste udmeldinger om midlertidigt stop for muslimske flygtninge, får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Ved at forsøge at sprede frygt sådan som Birger Larsen gør, så går han faktisk terroristernes ærinde, og er med sit uhørte og ekstreme forslag med til at starte en negativ spiral – i stedet for at række hånden frem til flygtningene, uanset hvilket religion de måtte have.
Der er mange farer for vores samfund, som vi naturligvis må være på vagt overfor: religiøs ekstremisme, polittisk ekstremisme, bandekriminalitet, økonomisk kriminalitet, psykopater som Breivik, osv.
Jeg har fuld tillid til at de rette myndigheder gør alt hvad de for at vi kan leve trygt og sikkert.
Venlig hilsen
Uffe Jacobsen
Bestyrelsesmedlem, Det Konservative Folkeparti