Tak, og hvad skete der egentligt

Først og fremmest vil vi gerne sige tusind tak til de 1409 borgere i Dragør der stemte på Konservative og tak til de mange der også stemte personligt. Konservatives spidskandidat fik 672 personlige stemmer og vi er stolte af den opbakning vi har fået. Vi blev det største borgerlige parti i Dragør med 16,9 % af stemmerne.

Valgnatten

Som alle ved var valgnattens konstitueringsforhandlinger vanskelige. 4 partier med hver 3 mandater, et parti med to mandater og et med et enkelt mandat. Til sammen skulle der dannes 8 mandater for et flertal, hvilket betyder at mindst 3 partier skal gå sammen. Konservatives forhandlingsleder havde et helt klart mandat fra både vælgerforeningens bestyrelse og de valgte kandidater om at arbejde for borgmesterposten og ellers at Konservative indgik i en konstitueringsaftale med mest mulig indflydelse og realpolitisk indhold.

Hele valgnatten var der forhandlinger på kryds og tværs. Ud over at byde ind med en borgmesterkandidat, forhandlede Konservative også med at få vores tre mandater i spil med maksimal indflydelse. Det var vanskeligt da hverken T eller V ville pege på andre end dem selv. Kun socialdemokraterne og Konservative var åbne for at diskutere alternative muligheder. Det vil sige, at der ikke var et oplagt flertal på 8 mandater.

Hvorfor ACO

Såvel Venstre som Liste T var meget fastlåste og ønskede ikke at pege på hinanden, på andre partier og ville ikke vise vejen til et bredere samarbejde med realpolitisk indhold. Der var sent på valgnatten flere drøftelser mellem socialdemokraterne og Konservative om denne fastlåste situation og begge partier var indstillet på at finde en realpolitisk løsning. Samtidig var Venstre helt afvisende i forhandlingerne, og Konservative fik oplyst, at Venstre var klar til at indgå aftale med A og O uden at stille krav. En situation der ikke var ønskelig for nogle af parterne.

Derfor forhandlede og drøftede vi politik, Dragørs udfordringer og kommende tiltag med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti og da der viste en vej for, at vi kunne blive enige om de væsentligste politiske sager, valgte vi at indgå aftale med dem. En vej der holdt til at starte med, da vi i den efterfølgende weekend udarbejdede et godt og konstruktivt arbejdsgrundlag mellem de tre partier uden store problemer, med imødekommelse fra alle parter og med stor vilje til, at skabe et bedre Dragør. Et arbejdsgrundlag som både fastholder serviceniveau, udvikler Dragør, tager fat i de store problemer og som er økonomisk ansvarlig. Derfor så vi lyst på fremtiden sent lørdag aften efter at have forhandlet det færdigt.

En afhopper

Desværre fik vi søndag den 24. november 2013 af vide, at Asger Larsen forhandlede til anden side grundet utilfredshed med Socialdemokraterne og DF. Uforståeligt for os, da Asger Larsen på valgnatten gav tilsagn til at der skulle indgås en aftale med mest mulig indflydelse, samt at han dagene efter erklærede sig skriftlig enig i aftalen. Desværre var rygterne sande og det medførte at Liste T kunne overtage borgmesterstolen. En bekymrende udvikling for Dragør da de to støtte mandater (Asger Larsen og Amagerlisten) var uden politiske forpligtigelser og derfor havde Liste T ikke et flertal i byrådet og uden mulighed for at lægge en ansvarlig økonomisk linje i sagerne.

Fornuften sejrede

I dagene efter og frem til den følgende weekend arbejdede vi hårdt på, at få Venstre i tale og forklare det meget risikable projekt de havde kastet sig ud. Det lykkedes over weekenden den 1. December 2013, hvor der blev indgået en ny politisk aftale mellem Konservative, Socialdemokraterne, Venstre og DF.

Konservativ politik gennemføres i Dragør

Konservative havde helst set en konservativ borgmester, men for at få Venstre til forhandlingsbordet var vi sammen med Socialdemokraterne og DF nødsaget til at tilbyde dem borgmesterposten. Mange borgere mener politik er fyldt med handler. Vi skal være de første til at beklage det uskønne forløb, men må også konstatere, at valgresultatet var meget vanskeligt, da ingen partier ud over os selv, var særlige åbne for at drøfte forskellige muligheder. For Konservative var det afgørende at der skabes en ansvarlig styring. Konservative kunne i forhandlingerne mønstre en opbakning til en konservativ borgmester med 7 mandater, men der skal som bekendt 8 mandater til at indtage borgmesterstolen. Derfor har vi sikret Konservativ ledelse af hele daginstitutions, skole, kultur, fritids og idrætsområdet. Vi har sikret massiv indflydelse i Økonomiudvalget og vigtigst af alt, har vi sikret, at det politiske grundlag mellem partierne er en fuld gennemførelse af det Konservative politikprogram.

Men endnu en gang tak til jer, 1409 borgere der troede på, at Dragør er bedst tjent med Konservativ politik i ledelsen. Vi fortsætter arbejdet og giver ikke op. Vi sikrer at der gennemføres konservativ politik og der skabes konkrete resultater. Din stemme får indflydelse på byens udvikling.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Medlem af kommunalbestyrelsen

Kurt Christensen

Formand for Konservativ vælgerforening.