Sociale klausuler – er det et kommunalt ansvar?

Byrådet burde i stedet påtage sig et ansvar for at skabe vilkår for vores virksomheder i Dragør, så det bliver både lettere og mere attraktivt at tage lærlinge.

På sidste uges kommunalbestyrelse – som i øvrigt blev holdt på dagen for valgudskrivelsen – var der en længere debat om sociale klausuler.

Socialdemokraterne havde fremsat et forslag om, at Dragør kommune kun må købe flybilletter og lignende transportydelser hos virksomheder med dansk overenskomst og i en anden sag skulle vi tage stilling til sociale klausuler i alle udbud kommunen foretager. Også en sag der er udløber af et tidligere socialdemokratisk forslag.

Hvorfor tilsidesætte det der virker?

I Danmark har vi den danske model der regulere forholdende på arbejdsmarkedet. Vi har over 100 år gammel tradition om, at vilkårene på arbejdsmarkedet reguleres ved forhandlinger mellem arbejdstager og arbejdsgiver. En model der er anerkendt og som virker og hvor der ved overenskomstmæssige arbejdsnedlæggelser kun gribes politisk ind, såfremt væsentlige samfundsinteresser er på spil. En model der forpligter både arbejdstager og arbejdsgiver til i fællesskab at arbejde for ordnede arbejdsforhold.

Med socialdemokraternes forslag ønsker man nu, at vi i kommunen skal tilsidesætte og blande os i det velregulerede arbejdsmarked ved at indføre nogle tunge og besværlige bureaukratiske regler. Hvis man havde vedtaget Socialdemokraternes forslag ville det medføre, at den kommunale administration skal etablere en yderligere bureaukratisk arbejdsfunktion, da der netop skal føres en ekstra kommunal kontrol med virksomhederne, både før, under og efter at udbud og arbejde er udført.

Et flertal blev dannet

Konservatives holdning og tilgang til denne sag blev af socialdemokraternes støtte i sagen, Liste T, udråbt til at være skinger og under debatten blev vi sammenlignet med en drama-Queen fra melodigrandprix. Et meget godt eksempel på, at når vi i kommunerne når til de reelle politiske drøftelser er det svært for Liste T at deltage, da deres politiske platform at stå på, overvejende er, at skabe modvilje og modtryk.

I økonomiudvalget fremsatte Konservative forslag om, at sagen blev sendt til udtalelse hos Dragør Erhverv inden politisk vedtagelse, men dette blev stemt ned, kun støttet af Venstre.

I kommunalbestyrelsen tog DF ansvar og fremsatte sammen med Konservative et fælles forslag om, at sagen belyses ud fra EU retten samtidig med, at Dragør erhverv bliver hørt. En beslutning der blev vedtaget af Konservative, DF, Liberal Alliance og Venstre.

Skab dog nogle lærerpladser

I stedet for at bruge politiske og administrative ressourcer på at skabe øget bureaukrati i et velreguleret arbejdsmarked, burde vi i kommunalbestyrelsen påtage os et ansvar for at skabe vilkår for vores virksomheder i Dragør for, at det bliver både lettere og mere attraktivt at tage lærlinge. Et projekt vi i høj grad bør samarbejde med Dragør erhverv om. Det er her vi bør lægge vores ressourcer og i fællesskab i kommunalbestyrelsen tage denne opgave alvorlig.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Kommunalbestyrelsesmedlem