Skolereformen fortsætter
På Kommunalbestyrelsens møde i torsdag blev lokalplanen for den massive udvidelse og ombygning på St. Magleby skole behandlet. Helt som forventet vedtog Socialdemokraterne, Venstre og DF, at vedtage lokalplanen, hvilket betyder, at de nu kan underskrive kontrakten med entreprenøren.
I juni 2013 blev samme partier underkendt af Natur og Miljøklagenævnet, da de havde planlagt at lave en massiv udbygning uden lokalplanshøring. Det blev partierne pålagt at gennemføre og dermed underkendt i deres planlægning, som hele vejen igennem har været præget af kaos.
Aktuelt er der indgivet klager over, at der ikke er foretaget en miljøvurdering til Natur og Miljøklagenævnet. Klagenævnet kan enten vælge at klagen skal have opsættende virkning hvilket medvirker til, at der ikke kan træffes beslutninger før sagen er behandlet, eller de kan underkende kommunens afgørelse eller tiltræde den.
Det er således med stor usikkerhed om A, V og DF reelt gør det rigtige og senest blev flertallet underkendt i klagesystemet, hvilket hos de fleste ville have foranlediget en smule mere ydmyghed over at undersøge sagerne.
Stadig stor økonomisk usikkerhed
Flertallet er nu klar til at underskrive byggekontrakten. Det vil sige at der underskrives en kontrakt selvom der endnu ikke er truffet afgørelse i den sidste klagesag der reelt kan ændre hele sagen. Samtidig er det væsentligt at påpege at de stadig vil bruge 60 millioner kr, uden at de reelt ved om lånetilsagnet fra Indenrigsministeriet stadig er gældende, da det oprindelige tilsagn lød på, at vi skal påbegynde en tilbagebetaling i 2014, hvilket bliver vanskeligt da de endnu ikke har solgt grunden på Vierdiget. Flertallet har nægtet at oplyse, trods utallige debatter om dette, hvornår de vil sætte grunden til salg og borgmesteren udtaler blot, at det vil ske på rette tid. Det kan så konstateres, at Borgmesteren og hans flertal ikke mener at det er på rette tid, at borgerne får viden om, hvorvidt grunden kan indbringe de 60 millioner de låner og dermed indfrier gælden eller om de påfører kommunen en yderligere gældsætning på et tocifret million beløb som vi er bekymret for. Endnu værre er det, at de slet ikke ønsker at dokumentere det inden et valg, men blot siger, at det vil ske når tiden er den rette. Men igangsætte byggeriet 14 dage før et valg finder de vigtigt.
Det er efter min opfattelse manglende respekt for kommunens økonomi, borgernes skattemidler og vores samlet velfærd der kan være truet i denne øvelse, men mest af alt et tegn på dårlig politisk ledelse.
Værre er
En ting er dårlig styring, dårlig økonomi og usikkerhed, men værre er, at det samlet har været et meget dårligt forløb for børn og forældre. Mange har gennem år levet med en usikkerhed, nogle er kommet i klemme og der laves nu om på et skolevæsen der er billigt drevet, har høje faglige resultater, uden at hele strukturomlægningen skaber bedre forhold for børn, forældre og lærere.
Der ligger en stor opgave for den kommende kommunalbestyrelse i at få genskabt en ansvarlig styring. At få sikret økonomien og undgå yderligere gældsætning og ikke mindst sikre, at der rettes op på de værste fejl i denne proces, så børn og lærere ikke kommer yderligere i klemme. Disse udfordringer skal gennemføres samtidig med, at vi første halvår af 2014 skal gennemføre regeringens folkeskolereform. Skal vi nå sikkert i mål kræver det en stærk politisk ledelse der kan skabe sammenhæng mellem økonomi, politisk styring, faglige resultater og velfærd.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat
Det Konservative Folkeparti