Sagen om udeservering har svært ved at finde en løsning
På By, Plan- og Erhvervsudvalgets møde i sidste uge behandlede udvalget, helt efter eget ønske fra udvalget, de nuværende regler for udeservering på Kongevejen. Baggrunden for at sagen blev behandlet var den omfattende debat der har været om udeservering i byen, og at udvalget ønskede en grundlæggende politisk drøftelse af, om reglerne skal ændres.
Lidt historik og fakta
Det gældende regulativ om udeservering på Kongevejen er, at butikkerne må have udeservering langs deres butiksfacade, hvis de søger om dette. Samtidig ligger der en plan for Kongevejen om, at Neels Torv skal være det åbne torv man møder, når man kommer ned ad Kongevejen. En beslutning der blev truffet, da Kongevejen blev renoveret. Det har der været bred politisk enighed om i kommunalbestyrelsen.
Dispensationen i foråret 2020
Grunden COVID-19 situationen valgte kommunalbestyrelsen i foråret 2019 at udvide arealerne til udeservering og brød derfor med de tidligere regler. En beslutning der også blev truffet i fuld enighed, ud fra, at man i et kriseår, ønskede at give bedre mulighed for udeservering, qua de afstandskrav som sundhedsmyndighederne anbefaler. Der har efterfølgende fra mange borgere været tilkendegivelser om, at det har givet mere liv i byen, har fungeret godt og gadelauget har ligeledes udtalt sig positivt. Andre har ment, at det ikke passer ind byen at have så meget servering på en åben plads, at det bryder med den politik der er vedtaget om byens fremtoning og andre igen, at det har været til gene for borgerne i og omkring Kongevejen. Så med andre ord har kommunalbestyrelsen skulle forholde sig til de forskellige ønsker om, at gøre ordningen med mulighed for servering på Neels Torv permanent eller fortsætte med hidtidig praksis.
Konservative er villig til at skifte holdning
Hidtil har vi stemt for den oprindelige plan, men vi har også drøftet de mange forskellige tilbagemeldinger vi har fået og ikke mindst dialogen med de erhvervsdrivende har været vigtig for os. Og på baggrund af dette, er vi indstillet på, at ændre vores tidligere perspektiv og holdning, og åbne op for øget udeservering på Kongevejen og Neels Torv. Derfor stillede vi også i udvalget det forslag, at vi får ændret vores nuværende regulativ, så mere udeservering kan finde sted, og ikke mindst at man finder en god løsning til, hvordan pladserne kan fordeles mellem de erhvervsdrivende på Kongevejen. Desværre kunne vi ikke i denne første omgang få et flertal for dette, men vi giver ikke op, og håber, at vi inden udeservering sæsonen begynder, kan få ændret reglerne og skabt et flertal for en mere erhvervsvenlig politik.
Socialdemokraterne, Liste T og DF ønsker sagen i yderligere udvalg
De tre partier valgte med deres flertal på 5 mandater i udvalget, at oversende sagen til det adhoc udvalg der skal komme med nye løsninger på parkeringsudfordringerne, også omtalt som infrastrukturudvalget. Det virker for os helt tosset af flere årsager. For det første kan det udvalg ikke træffe nogen beslutning, men kan rådgive om, hvad de syntes. For det andet består udvalget af de kommunalpolitikere, der alligevel skal træffe den endelige beslutning. Med andre ord, så vil man ikke i det udvalg der har kompetence til at træffe beslutninger, være sit ansvar bevidst og træffe beslutniger. I stedet vil et flertal hellere sende det til et andet udvalg, med stort set de samme politikere, men hvor de ikke må træffe nogle beslutninger. I bedste fald kommer der et forslag tilbage der kan bruges. I værste fald – og det kan man være bekymret for – bliver sagen syltet som så mange andre sager der netop sendes rundt mellem udvalgene.
Vi håber blot, at en samlet kommunalbestyrelse vil være deres ansvar bevidst og træffe en beslutning og udeservering senest i marts måned 2021 og forhåbentlig som Konservative ønsker, at vi giver mulighed for øget udeservering.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Medlem af kommunalbestyrelsen
Konservative