Nyt svømme- og idrætscenter

Konservative stemte på KB mødet i torsdags for en principbeslutning om at arbejde videre med opførelse af en ny svømmehal og idrætscenter i samarbejde med en – endnu ukendt – privat partner (OPP samarbejde). Princippet er, at den private investor opfører og ejer bygningen, og kommunen lejer sig ind på de faciliteter, der tilbydes borgerne og foreningslivet.

Normalt skal kommunen deponere et større millionbeløb i forbindelse med sådanne OPP projekter. Lige nu er der dog mulighed for at undgå denne deponering ved ansøgning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Derfor skulle en beslutning tages nu. For at lægge vægt bag en ansøgning om dispensation for deponering blev det endvidere – med konservatives stemmer – besluttet at afsætte 600.000 kr. til konsulentbistand til gennemførelse af projektet, hvis det bliver en realitet. Det er mange penge til konsulenter, men i en så lille kommune som Dragør kan der naturligt ikke skaffes spidskompetencer på alle relevante områder, der er nødvendige i så stort et projekt.

Store muligheder

Konservative vil rigtig gerne have en svømmehal i Dragør. Og visionerne omkring et samlet idrætscenter med også andre faciliteter til glæde for borgerne er kendt konservativ politik. Hvad for eksempel med indendørs tennisbaner, der kan tiltrække – betalende – spillere fra hele Amager og mere til? Hvad med at tilknytte biblioteket til Idrætscenteret, så kultur og fritid kan spille endnu bedre sammen?

Åbner man for posen, er der ikke grænser for, hvor godt det kunne blive. På KB mødet blev efterlyst mere borgerinddragelse i idéfasen, og jeg vil gerne slå til lyd for en omfattende dialog med borgere og foreningsliv, hvis projektet bliver en realitet.

Men

Jeg bliver nødt til at dryppe lidt malurt i bægret, inden visioner og ønsketænkning flyver for højt, ved at gentage de ord, som konservative i Dragør har gjort til sit kendemærke: Har vi råd?

Her, som alle andre steder, skal en sund og ansvarlig økonomi tænkes ind, før vi giver los for udgifterne. Og der er desværre flere betingelser, der skal tages hensyn til, før vi kan realisere drømmen:

Hvis vi ikke får fuld dispensation, skal vi deponere et ukendt millionbeløb. Disse penge har vi ikke.

Selv hvis vi får fuld fritagelse for deponering, skal vi være sikre på, at vi har råd til at drive centeret, når det står færdigt. I dag bruger vi ca. 6 mio/år til drift af hal og svømmehal. Med de seneste besparelser i 2011-budgettet er der regnet med driftsudgifter til hallen (efter lukning af svømmehallen) på knap 3,5 mio/år. Ifølge det præsenterede projekt skal kommunen regne med en årlig driftsudgift på 9,8 mio.

Med de nuværende oplysninger skal der altså findes yderligere ca 6,3 mio. kommunale kr. til drift af det nye center pr. år, for at få svømmehal og idrætsfaciliteter som i dag.

Har vi råd?

Konservative vil gerne være med til at tænke stort og arbejde innovativt. Projektet er spændende, og kan det lykkes, vil det være en gevinst for Dragør.  Men vi glemmer ikke det ansvarlige spørgsmål: Har vi råd?

Da de årlige udgifter til det nye idrætscenter kan forventes at blive betydeligt dyrere end budgetteret i dag, skal der findes besparelser andre steder på den kommunale drift. Her venter der den samlede kommunalbestyrelse nogle vigtige diskussioner af, hvordan der skal prioriteres, før drømmen kan blive virkelighed.

Venlig hilsen

Signe Justesen

Den konservative byrådsgruppe