Misforståelser må rettes
Tak for en god dag ved Føtex og Netto.
For første gang prøvede jeg idag at dele egne flyers og synspunkter ud til de borgere, der kom forbi. Som sædvanlig bliver jeg imponeret over det engagement Dragørs borgere udviser omkring byens forhold. Det var vældig inspirerende at høre, hvad der optager de voksne på vej til eller fra indkøb sådan en lørdag i november.
Der var dog 2 emner, hvor jeg måtte korrigere opfattelsen af tingenes tilstand:
Spørgsmålet om sammenlægning
Det er en misforståelse, når nogen tror, at vi konservative ønsker en sammenlægning med Tårnby. Tværtimod er hovedbudskabet, at vi ikke vil sammenlægges, men at den eneste måde at undgå sammenlægning på, er at få orden i økonomien, før det er for sent, og vi bliver tvangssammenlagt – på Tårnbys præmisser.
Spørgsmålet om busdriften
Nogen troede fejlagtigt, at det var de konservative, der ville reducere busdriften til det, vi har idag. Såvidt jeg er orienteret var det netop de konservative, der ikke ville spare på busdriften og derfor stemte imod det budget, hvor besparelsen fremgik. Nogen kalder det manglende samarbejde, at konservative stemte imod, jeg kalder det ansvarlighed.
Jeg lægger stor vægt på, at vi søger at få genoprettet en fornuftig offentlig transport, så folk kan komme til og fra by og arbejde og få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Men som tingene er nu kræver dette, at Tårnby går med til at ændre busdriften igen, og dette kræver en god dialog.
Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg er på Neels Torv om formiddagen og ved Føtex om eftermiddagen.
Venlig hilsen
Signe Justesen