Konservative ønsker Unesco ansøgningen stoppet!
For et par måneder siden behandlede kommunalbestyrelsen sagen om godkendelse af Unesco projektet i Dragør. På daværende tidspunkt foreslog Konservative, at man i kommunalbestyrelsen skulle tage den grundlæggende politiske drøftelse, om vi reelt ville fremme Unesco fremadrettet, før der blev arbejdet videre. Det syntes vi dels, at vi skyldte de ildsjæle, der har arbejdet med Unesco projektet, samt mener vi ikke, at der skal bruges penge på en ansøgningsproces, hvis vi reelt ikke vil føre den ud i livet.
Det fik vi desværre ikke flertal for, men i stedet besluttede resten at kommunalbestyrelsen, at forvaltningen skulle komme med et forslag til en inddragelse af borgerne.
Borgerinddragelse!
På kommunalbestyrelsens møde den 4. februar 2021 skal der tages stilling til, om man skal sende Unesco projektet i borgerhøring samt anvende kr. 100.000 til blandt andet denne proces.
Borgerinddragelse i form af høringer er generelt godt, men en Unesco godkendelse af Dragør vil have vidtgående konsekvenser for de kommende generationer. Derfor kan en borgerhøring være til nytte, hvis man reelt er i tvivl om, hvorvidt det man sender i høring, er en god ide.
Konservative er afklaret, og ønsker ikke en Unesco godkendelse!
På baggrund af de seneste måneders drøftelser om Unesco, og ikke mindst de redegørelser vi har fået af kommunens forvaltning om konsekvenserne for Dragør, er vi afklaret om den videre proces. Konservative ønsker ikke at fremme ansøgningen om en Unesco godkendelse og stiller derfor på kommunalbestyrelsesmødet et forslag om at stoppe den videre proces.
Vi ønsker ikke et fortsat arbejde med Unesco projektet på baggrund af, at vi ikke mener, at en godkendelse bibringer Dragør en positiv udvikling:
- Der vil ske en markant øgning i antallet af turister, som vi vurderer ikke kan rummes i vores by.
- Vi vil opleve en øget trafikal udfordring som vi ikke kan håndtere, og vi mener, at det vil stille nogle økonomiske og planlægningsmæssige udfordringer, som vi ikke kan håndtere, og som vil komme til at forringe service andre steder i Dragør.
- Samtidig har vi en god og velfungerende bevarende lokalplan for Dragør gammel by, der sikrer, at vi også fremadrettet kan passe på vores kulturarv.
Så samlet set når vi afvejer fordele og ulemper for borgerne i Dragør, mener vi, at en Unesco godkendelse ikke vil give en positiv udvikling for byen som helhed.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Katrine Tholstrup
Martin Wood Pedersen
Den Konservative gruppe i kommunalbestyrelsen