Hyklerisk på Kongevejen?
Konservative havde renoveringen med i vores budget, og ser mange andre nødvendige tiltag.
Når man af en god ven bliver kaldt hyklerisk og får at vide, at man skal skamme sig, så bliver man da lidt ked af det. Men har Det Konservative Folkeparti noget at skamme sig over, når vi har sagt tillykke til Dragør med Kongevejen?
Det er lige som når man i grundejerforeningen har stemt imod ny asfaltbelægning på vejen, men alligevel synes det ser pænt ud og kører på vejen. Man kan godt glæde sig over noget, uden at have stemt for det – det er ikke hyklerisk. I øvrigt havde Konservative det med i vores budget året efter, men i én etape. Heldigvis valgte flertallet af følge Konservatives forslag om én etape, når det nu skulle være – ellers var projektet fortsat næste sommer.
Desværre har flertallet valgt at give Kongevejen en billig belægning af samme type sten, som villaejere lægger på terrassen. Den holder IKKE til sliddet på Kongevejen, hvilket fagekspertisen medgav lørdag formiddag på gågaden. Belægningen vil ikke ældes med ynde. At man har købt nyt vejinventar og træer, hvor det eksisterende måske ikke fejlede noget, men bare ikke passede ind i arkitektens nye tegninger, kalder Konservative heller ikke fornuftig anvendelse af skatteborgernes penge. At Borgmesteren ikke investerer 50 kr. i et rødt silkebånd fra Laura Ella, når snoren skal klippes, er sagen i en nøddeskal.
Budskabet i vores folder
Det Konservative Folkeparti var på gaden for at fortælle om andre genopretningstiltag, som kommunalbestyrelsen kunne have støttet i den forgangne periode. Folderen kan downloades her.
- Svømmehallen blev lukket, selvom Konservative i KB fremsatte forslag om at annullere beslutningen. Hallen ville blive lukket på et tidspunkt – det var givet – men kunne måske have fungeret endnu denne august til glæde for borgerne. Konservative skammer sig ikke.
- Ungdomsboliger kunne på nuværende tidspunkt have været etableret i det nedlagte butiksareal i Søvang, men Konservative var de eneste som i KB stemte for tilladelse til ejeren. Ejendommen forfalder og man kan undre sig over, hvad den pt. anvendes til. Konservative skammer sig ikke.
- Anes Minde, som turister passerer på vej til Kongevejen, forfalder. Flertallet i kommunalbestyrelsen forkastede en mulighed for at få ejendommen solgt. Konservative stemte for og skammer sig ikke.
- Konservative har i kommunalbestyrelsen argumenteret for, at der skal arbejdes aktivt for en tilpasning af støjzonerne til de faktiske forhold, og Uffe Jacobsen havde et indlæg i det seneste nummer af Dragør Nyt. Men Borgmesteren har indtil videre ikke gjort noget i sagen, og der skal nok en Konservativ Borgmester til, før der sker noget. Udviklingsmuligheder bliver store for Dragør, og det er, hvad kommunen har brug for.
Så Nej, Hanne Stockbridge. Det Konservative Folkeparti er ikke hykleriske og vi skammer os ikke.
Med venlig hilsen
Jerrik Walløe
Kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti