Hvordan kan vi bedst hjælpe 57 flygtninge

Dragør skal støtte op om initiativer, der fremmer en god velkomst og god integration. Vi har mulighederne for at løse dette i fællesskab og til fælles bedste.

Dragør kommune skal fra april måned modtage 38 flygtninge da et stigende antal flygtninge kommer til landet. Der ud over er der mulighed for at vi skal modtage yderligere 19 flygtninge i løbet af 2015, således at der i alt skal boligplaceres 57 flygtninge. Vores forpligtigelse som kommune er, at finde boligplacering for en tre års periode.

Kommunens struktur giver udfordringer

I Dragør kommune har vi boligmæssige udfordringer når vi står over for en så stor opgave. Den ene udfordring er, at boligmassen består af 80% ejerboliger og 20% almennyttige boliger. Dragør kommune kan råde over ¼ af de ledige almennyttige boliger. I Dragør er man glad for at bo og derfor er der meget lille fraflytning. Et andet og nok den største udfordring i denne sammenhæng er, at størstedelen af ledige jordarealer, hvor man kunne opstille midlertidige boliger ligger i landzone, hvorfor lovgivningen ikke åbner mulighed for denne løsning.

Flere har kritiseret den tidligere kommunalbestyrelse for at sælge de kommunalt ejede boliger i sidste periode, men selv om disse stadig var i kommunens hænder ville de ikke have løst udfordringen, da disse var beboede i forvejen.

Hvad er besluttet

Økonomiudvalget behandlede sagen i torsdags og de endelige beslutninger træffes på Kommunalbestyrelsens møde i denne uge. Økonomiudvalget besluttede dels at arbejde for løsninger på kort og lang sigt. Dels blev to konservative forslag vedtaget som handler om, at indlede drøftelser med regeringen om, at få ændret lovgivningen midlertidigt til at vi må opstille midlertidige boliger i landzone og dels at afsøge muligheden for boliger i andre kommuner indtil vi selv kan tilbyde boliger i Dragør. Det blev også anbefalet at Kommunalbestyrelsen skal, indlede drøftelser med Strandparken om en udvidelse af deres boligantal på den meget lange bane. Rødtjørnens SFO flytter til St.Magleby skole fra næste skoleår og dermed kan denne ejendom anvendes til midlertidige boliger, samt evt. placering af midlertidig boliger på et mindre areal ved Hollænderhallen. En placering skal spille sammen med

Konservativ politik på dette område

For os er der to perspektiver i denne sag. Det ene handler om, at vi reelt skal finde boliger til flygtningene, uden at vi har nogle til rådighed og vores handlemuligheder er via lovgivning temmelig indskrænket. Det andet perspektiv er, at vi skal byde vores flygtninge velkommen som nye borgere.

I forhold til boligplacering er det vores holdning, at vi skal arbejde for, at finde midlertidige boligplaceringer ved dels anvendelse af vores ledige SFO bygning, dels ved etablering af midlertidige beboelses pavillon som kan opstilles på ledige arealer. Årsagen til dette er, at det dels kan løses hurtigt og effektivt, dels vil det være den mest økonomisk ansvarlige løsning for kommunen og hvis der ikke ankommer så mange flygtninge som antaget kan vi hurtigt ændre på antallet af boliger. Ud over dette har vi også som kommune behov for, at friholde et antal almennyttige boliger til egne borgere i Dragør der står i en akut boligsituation og denne mulighed skal vi værne om.

Vi skal også byde vores nye borgere velkommen og sikre, at vi kan byde dem ordentlig velkommen i Dragør. Det skal ske i et samspil mellem kommunen, foreningerne, fritidslivet og borgere der vil gøre en ekstra indsats. Derfor vil vi have fokus på, at vi som kommune støtter op om initiativer der fremmer en god velkomst og god integration. Vi har mulighederne for i Dragør, at løse dette i fællesskab og til fælles bedste.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Birgitte Brix Bendtsen