Folkeskolereformen – hvad nu?

Mange har spurgt, hvad der skal ske frem til august måned 2014, hvor det nye skoleår starter.

Politikere, elever, personale og ledelse står over for en stor udfordring. Vi skal gøre os klar til en folkeskole fra august måned og vi skal i gang med at udvikle skolen i årene fremover.

Den politiske beslutning

I oktober måned 2013 blev reformen drøftet og Børn, Social- og Sundhedsudvalget besluttede, at processen skulle tilrettelægges, så der blev størst mulighed for at få input fra elever, forældre, personale og ledelse til at komme med de faglige input til den videre politiske beslutningsproces.

Da dette valg blev truffet, fravalgte det politiske niveau samtidig, en hurtig proces og var villige til, at vi først i marts måned kan træffe de endelige politiske beslutninger som skal danne grundlag for skolernes planlægning.

Den politiske proces har derfor været, at arbejdsgrupper frem til og med januar arbejder med input, Kommunalbestyrelsen drøfter mulighederne for politisk prioritering på et temamøde den 24.februar og i marts måned træffes de endelige politiske beslutninger. Det er en meget stram tidsplan og sidste udkald at vi træffer beslutningerne. Det har vi prioriteret til fordel for mest mulig inddragelse.

Ultimo november måned traf Kommunalbestyrelsen beslutning om, at der med Danmarks Lærerforening skal afsøges muligheden for en lokalaftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden. Denne forhandling er grundet kommunalvalget først ved at blive udmøntet nu, og økonomiudvalget skal på møde i februar træffe beslutning om kommunens krav og forventninger til aftale. En endelig aftale skal forhandles efterfølgende og politisk godkendes ultimo marts måned.

Temadagen den 18.januar 2014

Lørdag den 18. Januar 2014 blev der afholdt temadag med præsentation af de mange forskellige muligheder for udvikling af folkeskolereformen. Det har i mine 15 år som aktiv i politik i Dragør, været den mest givende temadag der har været afholdt. En stor tak til alle jer der planlagde og bidragede med de mange oplæg. Der var efter min vurdering, så mange gode ideer, at vi ikke på en gang kan indfri dem alle, men vi har det absolut bedste grundlag at udvikle skolerne på i årene fremover.

Er reformen landet til august

Nogle har givet udtryk for, at den struktur vi vælger til august, indholdet i undervisningen, tilrettelæggelsen med videre, vil være den endelige struktur i årene fremover. Den tid kommunerne har fået til at tilrettelægge og implementere reformen har været meget kort. Kravene til kommunerne har givet mest lyst til en ren top styring uden inddragelse. Vi valgte i Dragør den anden vej, hvilket jeg er glad for. Men det betyder også, at vi straks efter sommerferien starter en ny proces, hvor vi skal udvikle hvordan skolen skal organiseres i de kommende skoleår fremover. Med andre ord, så implementerer vi en model fra skoleåret 2014/2015 som er startskuddet til en løbende faglig udvikling.

Børn, fritid og Kulturudvalget

På vores første møde i februar måned drøftede vi skolereformen og et enigt udvalg har inviteret elevrådsrepræsentanter, skolebestyrelsesrepræsentanter og forældrerepræsentanter fra SFO til dialog i april måned. Vi ønsker at genstarte drøftelsen om, hvordan vi sammen sikrer en god kommunikation. Partierne A,C, og V udtalte på mødet, ”A,C, V ser frem til sammen med elever, personale og forældre, at implementere reformen. Det er vigtigt at have opmærksomhed på, at der skal træffes store og vidtgående beslutninger, som skal træde i kraft i august. De vilkår der er for implementering af reformen er desværre kort tid til komplekse faglige drøftelser. Dragør kommune vil sikre, at vi får en god start på reformen allerede fra august, men processen er ikke slut på dette tidspunkt. Vi skal i årene fremover, blive ved med at kvalitetsudvikle på dette område, og reformen er i en fortløbende proces, der er behov for at arbejde med”

Jeg er ikke enig i alle tiltag i regeringens folkeskolereform og måden den er organiseret på giver kommunerne nogle store udfordringer når den skal implementeres. Særligt hvis man ønsker inddragelse. Med beslutningen i marts om fremtidig indhold og lærernes arbejdstid, vil den praktiske planlægning kunne begynde og med det engagement og faglig kvalitet der er hos personalet, tror jeg, at vi om nogle år se tilbage på et samlet stærkt resultat der vil få opmærksomhed fra andre kommuner i landet.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Formand for Børn, fritids og Kulturudvalgt