Er vi udfordret på antallet af institutionspladser?
Hvis alt var i skønneste orden ville svaret være nej. Men budgetforliget mellem Venstre, Socialdemokraterne, DF, spiller hasard med antallet af pladser i Dragørs daginstitutioner. En bekymrende udvikling som vi vil forklare i dette indlæg.
Budget forligets åbne konsekvenser
Socialdemokraterne, Venstre og DF har besluttet, at opsige driftsaftalen med Menighedsbørnehaven. Dermed forsvinder 40 pladser fra Dragør kommune. AOV har godt nok flere gange givet udtryk for, at det er op til børnehaven om de vil drive denne videre, men når man fjerner tilskuddet er resultatet jo klart. Uden penge, ingen institution. Så med andre ord, så lukker AOV 40 pladser der nu skal findes plads til i andre børnehaver.
Samtidig har samme partier besluttet at lukke den ene af to integreret institutioner på Sydstranden, nemlig Høgevænget. En institution med høj forældretilfredshed, nogle af de bedste udearealer i Dragør og dygtigt personale. Her er der 92 pladser. Så med et snuptag er der forsvundet 132 pladser, som nu skal flyttes ind i andre institutioner. Konsekvensen af dette er, at Dragørs såkaldte ”dragørnorm”, som handler om, at vi har fokus på antallet af m2 pr barn forsvinder. Det vi politisk har værnet om gennem mange år, er med et pennestrøg forsvundet.
Budgetforliget hemmelige konsekvenser
En alvorlig konsekvens er på vej. En konsekvens som AOV ikke taler om og forbi går i tavshed.
I både budgetforlig og konstitueringsaftale er indskrevet, at AOV vil bygge flere almene boliger. En af de grunde de gerne vil bygge på, er boligselskabet Strandparkens grund, hvor den private institution Eventyrhuset ligger. For at kunne bygge boliger på denne grund, er de villige til at lade kommunens grund der ligger ved siden af, indgå i det samlede byggeareal. Dermed forærer man både en kommunal grund væk, ligesom det vil udfordre børnehaven. Ideen er, at bygge en ny bolig med børnehave i stueetagen og så boliger i højden.
Men konsekvensen af dette er, at børnehaven skal være villig til at acceptere en højere husleje. Dette krav stilles samtidig med, at kommunens tilskud pr. plads vil falde fremadrettet, og det medvirker at det ikke kan hænge økonomisk sammen for institutionen. Det er bekræftet i et brev fra bestyrelsesformanden i Eventyrhuset, dateret den 16. november 2018 til Børn, Fritids og Kulturudvalget. Af denne henvendelse fremgår det, at børnehaven ikke kan betale en kommende husleje og må lukke, hvis Socialdemokraterne, Venstre og DF gennemfører deres planer. Dermed lukker yderligere 151 institutionspladser, så vi nu mangler 283 pladser i vuggestue og børnehave.
Hvad vil Konservative
At lukke 283 pladser er uansvarligt og disse pladser kan ikke opsuges i andre institutioner. Dermed må der forventes at man vil opnormere alle institutioner til sidste grænse, at vores Dragør norm forsvinder, at ”børnearbejdsmiljøet” forringes markant og vilkårene for både børn, forældre og personale ændres markant. Det syntes vi ikke er ansvarligt.
Konservative ønsker at bevare den institutionsstruktur vi har i dag. Lad os holde fast i det der virker, lad være med at lukke institutionspladser og lad os være med at spille hasard med børnenes vilkår. Hvis der kommer lange ventetider til institutionsplads og overfyldte institutioner vil det næppe være attraktivt at flytte til kommunen.
På baggrund af den aktuelle situation og Eventyrhusets egen bekymring har vi på førstkommende BFKU møde bedt om en redegørelse, i håbet om, at vi kan få skabt et flertal for at sikre ordnede forhold igen, som har været kendetegnet for Dragørs vuggestuer og børnehaver i hele sidste valgperiode.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup, Gruppeformand Konservative byrådsgruppe
Kurt Christensen, Formand for Konservativ vælgerforening.