Budgetforlig 2020-2023

I de seneste tre uger har der været intense, men meget gode og konstruktive forhandlinger mellem alle partierne. Vi vil gerne kvittere alle partier for en meget saglig budgetproces og Borgmesteren for, at gøre en indsats for at få alle med i budgetforliget. Men budgettet 2020-2023 er det budget i Dragørs nyere tid, hvor partiernes grundlæggende DNA og værdier er nødvendige. For det drejer sig om, hvilken kommune vi ønsker på længere sigt, at vi fører en økonomisk politik der styrker muligheden for overlevelse som selvstændig kommune på den længere bane. Men ikke mindst, hvordan man håndterer sin økonomi, når man ikke har ret mange penge.

Fakta om kommunens budgetsituation

Den faktuelle situation er følgende. Kommunens faste indtægter og udgifter hænger sammen. Det betyder, at vi kan betale vores nuværende udgifter. De store udfordringer er, at der dels ikke er noget overskud der kan styrke vores kassebeholdning, dels at der ikke er midler til at styrke vores anlægsbudget, der er nødvendigt for, at vi kan vedligeholde kommunale bygninger, blandt andet skoler, institutioner og veje som forvaltningens har meddelt, er begyndt at forfalde. Der er ikke mulighed for, at vi kan skabe et råderum i budgettet til uforudsete udgifter. Udgifter vi som ansvarlig Kommune, bliver nødt til at forberede os på. Kommunens budget har de sidste par år ikke overholdt de budgetterede rammer, og vi har set et merforbrug i forhold til det budgetterede. Det forventer vi også vil ske i årene fremover. Konservatives holdning er, at vi som kommunalbestyrelse skal sikre, at vi sørger for at vi ikke bruger mere end vi tjener, så vi kan spare op til vedligehold og styrkelse af kassebeholdningen.

En kommende udligningsreform

Dragør Kommune er – på lige fod med alle øvrige kommuner – blevet varslet om, at der vil komme en ny udligningsreform i 2021. Udligningsreformen koster i dag Dragør et tre-cifret millionbeløb årligt som sendes til andre kommuner. Det er tydeligt meddelt, at reformen må forventes at Dragør Kommune skal betale flere penge end vi gør i dag. En situation der i værste fald kan true vores selvstændighed som kommune.

Skattestigning

I perioden vi har forhandlet, har særligt Socialdemokraterne men også Dansk Folkeparti i den offentlige debat, bl.a. på sociale medier, talt for det gode ved at sætte skatten op. Da vi for ca en måned siden skulle stemme om, hvorvidt Dragør kommune skulle søge om tilladelse til at sætte skatten op, var Konservative det eneste parti der stemte imod. Vi kan og skal ikke løse problemerne ved at hive pengene op af borgernes lommer. Vi er meget tilfredse med, at A og O har besindet sig, efter pres fra Konservative og Venstre og ikke sætter skatten op. Men vi er meget bekymret for, at der kommer en skatteforhøjelse næste år.

Skal vi øge vores udgifter

I budgettet der er vedtaget mellem AOVT er der indlagt en del nye budgetudvidelser. Konservative har kun to ekstra udgifter med i vores budget. Det ene er, at vi har 500 års by jubilæum næste år og her er afsat et mindre beløb til markering af dette. Det andet er, at vi ønsker at se på tiltag for fastholdelse af personale i ældreplejen, men at det ikke nødvendigvis skal koste penge. Vi er bekymret for den økonomiske politik, hvor man vedtager nye udgifter, i AOVT budgetforlig.

Derfor har Konservative ved budgetforhandlingerne fremlagt et forslag til, at der i Dragør Kommune, gennemføres en samlet rammebesparelse på kr. 15 millioner til udmøntning i årene 2020-2023. Vi ser meget gerne, at denne proces sker i stærkt fællesskab mellem politikere og forvaltning, hvor Kommunens nye direktion der tiltræder den 1. januar 2020, pålægges at finde svar på, hvordan kommunen kan ændre sin struktur, så den kan drives billigere, og hvad vi eventuelt kan gøre for at skabe flere indtægter. Derigennem vil der blive taget fat omkring potentielle og langsigtede omlægninger og effektiviseringer.

I Konservative ved vi godt, at 15 millioner kroner er rigtig mange penge, ligesom vi står helt ved, at dette ikke er en ønskesituation. Det vil betyde færre penge til alle områder, og dermed også en serviceforringelse på nogle områder. Vi erkender, at alle pengene ikke kan findes i merindtægter eller ændrede strukturer. Vores argumentation er, at vi nu må tage det hårde træk, for at skabe stabilitet på den lange bane. Ingen kan være tjent med, at vi år efter år blot skærer lidt hist og her. Dertil kommer også, at vi er skræmmende tæt på grænsen for, hvad Indenrigsministeriet betragter som en acceptabel likviditet, hvorfor det er absolut nødvendigt, at vi i nogle år virkelig fokuserer på, at få vores likviditet som Kommune gjort bedre.

Vi skal gå forrest som politikere

Samtidig mener vi, at der ved denne valgperiodes begyndelse blev lavet to politiske udvalg for meget. Udvalg der årligt koster kr.800.000,- og hvor vi mener, at politikerne skal gå forrest og slanke udvalgsstrukturen. Også selvom det vil koste Socialdemokraterne og DF to lønnede formandsposter.

Hvad med kassebeholdningen

Konservative ønsker, at vi i den kommende budgetperiode 2020-2023 bygger kassebeholdningen op til 55 mio kr. Det er nødvendigt at kommunen kan afholde sine udgifter. AOVT ønsker kun 40 mio i kassen, hvilket er meget sårbart, hvis budgettet ikke overholdes, og det er det ikke blevet de seneste år. Måden at bygge kassebeholdningen op på er, i en Konservativ forståelse, at vi skal bruge mindre end vi tjener. Overskuddet bliver i kassen. I AOVT budgetforlig, vælger de at holde deres kasse beholdning under 30 mio kr. i de første tre år af budgetperioden. Derfor låner de 20 mio kr og lægger i kassen. Med andre ord, pynter man kassebeholdningen ved at gældsætte Dragør, og man låner til sin drift, da man ikke er villig til at lave de nødvendige budgettilpasninger.  Forskellen på en kassebeholdning, som alt andet lige er styrende for om Dragør kan overleve på længere sigt eller ej fremgår af nedenstående graf.

Læs yderligere Konservatives budget 2020-2023 (link til regneark)

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Katrine Tholstrup
Martin Wood Petersen

Den Konservative byrådsgruppe