250 nye lejligheder i Dragør

Har Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti endeligt løftet sløret for deres boligplaner i Dragør? Nej, siger de selv.

Konstitueringsaftalens indhold om boligudvikling

Efter valget blev der indgået en skriftlig aftale mellem de tre partier om boligudvikling. Efter valget har Ventres Kim Dupont i flere omgange undsagt Socialdemokraternes udmeldinger om at der skal bygges flere almene boliger og Socialdemokraternes Lisbeth Dam Larsen har til gengæld med stor varme og entusiasme talt for alt det skønne ved byggeri af almene boliger.
Det eneste vælgerne ved er, at der i den skriftlige aftale fremgår ” Der skal ske en byudvikling på de resterende ledige arealer (i første omgang på Rødtjørnen og en del af Engvejsarealet) omfattende blandede almennyttige boligformer (unge/ældre/familieboliger, gerne seniorboliger).”

Socialdemokraternes Allan Holst mindede også sine samarbejdsfæller i Venstre om, på sidste kommunalbestyrelsesmøde, at det sorte på et stykke papir er bogstaverne og af dem fremgår hvad de har aftalt.

Socialdemokraterne, Venstre og DF bruger 85.000 til at få belyst konsekvenser ved boligudvikling

På sidste kommunalbestyrelsesmøde havde AOV stillet et forslag om, at få udarbejdet et tillæg til den nuværende befolkningsprognose. Af deres indstilling fremgik ” Endvidere pågår der drøftelser om nybyggeri af typen ”etageboliger” (jf. Befolkningsprognosens definition s. 20). Det ønskes derfor oplyst, hvordan en befolkningsprognose, der bygger på Dragørs særlige forhold jf. ovenstående vil blive påvirket med/uden 250 nye boliger af typen “etagebyggeri”.
AOV har besluttet at få belyst konsekvensen ved etablering af 250 boliger og når man sammenholder det med deres konstitueringsaftale er det alene et byggeri der skal ligge på kommunens lille grund i Rødtjørnen og et lille areal på Engvej.

Der er grund til at være bekymret

En hver borger ved, at man ikke foreslår at få undersøgt noget politisk, med mindre man har en plan om at man gerne vil gennemføre det. På kommunalbestyrelsens møde spurgte jeg ind til de tre partiers planer og fik meget blandet svar. Svar der mest var præget af uld i mund. For hvordan forklarer man, at man vil have undersøgt konsekvenser ved 250 boliger, hvis ikke det er ens ønske at gennemføre det. Fremtiden må være, at vi må forvente at AOV med Socialdemokraterne og DF i spidsen og med Venstre som støtte parti vil gennemføre en boligreform, hvor Dragør udbygges massivt med almene boliger. Ikke mindst et byggeri i højden, da der på de få arealer ikke kan bygges 250 lejligheder i lavt byggeri.

Konservative er imod men har en plan

Konservative går gerne i realitetsforhandlinger om en boligudvikling. Vores udgangspunkt er det vi skrev i vores valgprogram, nemlig at vi ønsker lavt byggeri, gerne ejerboliger til gavn for de ældre der ønsker at flytte fra deres huse så de ældre kan flytte i mindre hus med lille have og nye børnefamilier købe de store huse. Hvis vi kan få gennemført en sådan boligudvikling er vi klar til realitetsforhandlinger med de tre partier, men at støtte Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis store ønske om at udbygge massivt med almene boliger, støtter vi ikke. Det har Venstre valgt og vi håber at de tre partier kommer på bedre tanker og bygger de boliger Dragørs borgere reelt efterspørger.

Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Medlem af kommunalbestyrelsen
Konservative