Ny formand og bestyrelse

På en meget velbesøgt ekstraordinær generalforsamling i Den Konservative vælgerforening i Dragør og Store Magleby mandag den 15. september 2008 valgte medlemmerne ny formand og bestyrelse.

Den ekstraordinære generalforsamling var begæret af 35 medlemmer på baggrund af længere tids utilfredshed med den siddende bestyrelse.

Generalforsamlingen bestående af i alt 65 fremmødte medlemmer valgte at bakke op om kritikken af den siddende bestyrelse, og som ny formand blev valgt Bent André Kofod. Næstformand blev Kim Munk, mens nye i bestyrelsen er Lis Madsen, Jerrik Walløe, Kirsten Ehlers, John Hinsch og Hugo Andersen. Som suppleanter valgtes Claus Ehlers og Mette Gjøl.

Den nye formand lovede at arbejde for, at genetablere det gode samarbejde mellem bestyrelsen og de folkevalgte politikere og for at sikre de konservative det bedst mulige valgresultat ved det forestående kommunevalg i 2009.

Den ekstraordinære generalforsamling skulle også have valgt ny konservativ spidskandidat til valget i 2009, men på grund af valg af ny bestyrelse blev det besluttet at udskyde valg af spidskandidat, for at give den nye bestyrelse lejlighed til at tale med eventuelle kandidater. Den nye bestyrelse vil snarest nedsætte et kandidatudvalg, således at der i det nye år kan afholdes opstillingsmøde.

Bent Kofod

formand