Den Dragørske metode

Så lykkedes det igen et flertal i KB at udskyde enhver snak om strukturelle ændringer til en anden god gang. Budgettet vedtaget uden om C, som ville følge direktionens genopretningsplan.

Direktionens genopretningsplan pegede på en lukning af Vierdiget og nedlæggelse af et spor som en fornuftig vej ud af Dragørs strukturelle driftsunderskud. Trods vores anmodning fik genopretningsplanen ikke lov til at ligge på kommunens hjemmeside, så alle kunne læse præcis hvad direktionen foreslog, og skrækscenarierne fik lov at brede sig i Dragør Nyt.

I forsøget på at undgå denne upopulære beslutning valgte flertallet i første omgang at forringe vilkårene for samtlige Dragørs skolebørn gennem nedsættelse af timetallet, skæring af vikartimer og generelle driftsforringelser over hele linjen. Borgmesteren og de øvrige partier var stolte af dette forlig, kunne man læse, men det vakte helt forståeligt et ramaskrig hos alle berørte.

Få timer før KB’s 2.behandling af dette budgetforslag kom så et nyt forsøg på at omgå nødvendigheden: Forligspartierne droppede de upopulære generelle nedskæringer på skoleområdet (bortset fra en rammebesparelse på ½ mio.) og opfandt i stedet et nyt begreb: En struktur-sparepulje:

Forligspartierne indregner nu en udefineret besparelse på 1,5 mio på institutionsstrukturen uden nærmere angivelse. En ren taløvelse uden indhold, alene for at sikre et pænt facit på bundlinjen i 2011.

Indpakket i et afbalanceret budget for 2011 og uden at bekymre sig om et forudsat underskud i 2012 på 19 mio., er det endnu en gang lykkedes for et flertal i KB at udskyde de beslutninger, der er uomgængeligt nødvendige for at bringe Dragørs vaklende økonomi på fode igen. Og budgettet for 2011 kunne kun komme til at se så pænt ud på papiret, fordi Dragør har fået en gave på 5 mio fra staten, og Movia viser sig at skulle tilbagebetale ca 2 mio i 2011. Uden disse engangstilførsler havde budgettet vist et overskud på under 2 mio.

Budgettet efterlader ansatte, forældre og resten af Dragørs borgere i yderligere usikkerhed om fremtiden i en ikke nærmere defineret periode fremover. Jo, der skal spares, siges det, men hvor og hvor meget? Hvem skal holde for? Hvor skal børnene regne med at blive passet og gå i skole? Det er der fortsat ingen bud på, det må vi lige diskutere. Og i mellemtiden kan det jo være, at der kommer flere gaver.

Konservative mener fortsat, at de strukturelle ændringer er helt nødvendige for at bringe driften i balance. De skrækscenarier, der blev udviklet om fabriksarbejdere i megastore klasser i kummerlige barakker har ikke hold i virkeligheden og hører ingen steder hjemme, men følelserne fik endnu en gang lov til at løbe af med et flertal af beslutningstagerne i vores lilleputkommune.

Vi genkender den dragørske vane med at udskyde alle forandringer, og vi ser med bekymring på Dragørs fremtid som selvstændig kommune, når der ikke er mod til at træffe nødvendige beslutninger.

Venlig hilsen

Den konservative byrådsgruppe

Asger Larsen, Kenneth Gøtterup, Signe Justesen