Folkeoplysning, nu i en ny udgave

Social, Børn og Kulturudvalget har netop vedtaget, at sende udkast til ny politik for folkeoplysning i høring. På grund af et konservativt ændringsforslag er det nu muligt at gå nye veje i det Folkeoplysende arbejde.

Ny lovgivning og nyt behov

Baggrunden for, at der skal udarbejdes en ny politik på området er, at lovgivningen er ændret og kommunerne selv kan bestemme om der skal være et folkeoplysningsudvalg.

I Dragør Kommune er udvalgets arbejde, ligesom mange andre aktiviteter i Dragør, i de sidste 8 år været præget af, at kommunen har manglet penge, at politikerne ikke har haft de store visioner, at nytænkning har svære vilkår. Samtidig har Folkeoplysningsarbejdet også måtte forholde sig til de mange store og urealistiske projekter som har været sat i søen, som fx den flyvende Hollænder og store visioner for renovering af Hollænderhallen uden at der var fundet finansiering.

Folkeoplysningsudvalget er et meget vigtigt udvalg at have i en kommune. Det er det udvalg der samler det frivillige foreningsarbejde. Det udvalg der giver borgerne mulighed for at komme med ideer, udvikle dem på tværs og fremsende forslag til det politiske system. Det skete rent faktisk i sidste periode i udvalget, da udvalget bl.a. arbejdede med visioner for den almene motion i Dragør. De gode tanker foreningerne havde om dette blev ikke fremmet af det daværende SBKU udvalg.

Ny repræsentation

For Konservative har det derfor været vigtigt at vi tænker så bredt som muligt, når vi skal sammensætte det nye folkeoplysning. Hidtil er medlemmerne valgt på et opstillingsmøde, hvor de folkeoplysende foreninger kan indstille kandidater, og aftenskolerne har haft fast repræsentation i udvalget. Det har betydet, at udvalget i høj grad er sammensat af idrætsforeninger og aftenskoler.

Hvis vi i Dragør ønsker at fremme det frivillige foreningsarbejde, skabe vækst i dette felt inden for kommunen, samt give Folkeoplysningsudvalget mulighed for at forholde sig bredt til flere kommunale forhold skal der arbejdes på en bredere sammensætning. Derfor stillede Konservative forslag om en bredere repræsentation som blev vedtaget enstemmigt i SBKU med undtagelse af et Venstre medlem der undlod at stemme. Konservative foreslog, at udvalget fremadrettet sammensættes af repræsentanter fra det Frivillige sociale arbejde, Handicaporganisationerne, ældrerådet, Wiedergårdens aktivitetshus, Kulturinstitutionerne, Aftenskolerne, Spejderne, 2 repræsentanter fra sporten i Hollænderhallen, 1 repræsentant fra søsporten i Dragør, samt 3 øvrige repræsentanter fra det øvrige idrætsliv.

Vi er glade for, at der kommer en bredere repræsentation i folkeoplysningsudvalget og ser frem til samarbejdet

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Medlem af kommunalbestyrelsen,

Konservative