Gamle restriktioner strammer unødigt

Lufthavnens naboer oplever mindre og mindre støj og emission fra lufthavnen. Derfor fik Det Konservative Folkeparti i Dragør en lempelse af restriktionsområdet indført i sidste års revision af Kommuneplanen samt i høringssvaret til Miljøministeren vedr revision af “Fingerplanen” i 2013

Københavns lufthavn er Nordeuropas travleste trafikknudepunkt. 60 luftfartsselskaber har ruter til 140 destinationer, heraf 24 interkontinentale, med 23,3 millioner passagerer i 2012. Desuden er lufthavnen Danmarks største arbejdsplads og beskæftiger cirka 23.000 personer fordelt på over 700 virksomheder. CPH er et kæmpe aktiv for Hovedstaden og Øresundsregionen.

Naboerne Dragør og Tårnby har gennem årene måtte tilpasset sig, efterhånden som lufthavnen er blevet udvidet. I de glade tressere startede jetflyvningerne fra Kastrup, og trafikken voksede støt, desværre med megen støj og miljøgener til følge.  Senere kom Landsplandirektivet med det restriktionsområde som den dag idag virker som en spændetrøje omkring alle dele af Dragør.  Restriktionsområdet blev lagt henover St. Magleby samt en del af villakvarteret langs Møllevej, tegnet udenom de øvrige eksisterende bebyggelser i Dragør/Søvang og dækker alle andre åbne arealer. Dertil kommer kystfredningszonerne som også skal respekteres.  Det betyder at Dragør i mange år udelukkende har været henvist til byfortætning – lige med undtagelse af erhvervsområdet ved A.P.Møllers Alle.

Men det er blevet 2013, og selvom støjen og emissionen (luftforureningen) fra flyene er faldet markant siden både første og anden generations jetfly forlængst er borte, mange miljømæssige operationelle procedurer er indført, og mange jordvolde er skudt op omkring lufthavnen, så er der endnu ikke sket nogen lempelse af restriktionsområdet som kan gøre “livet lettere” for lille Dragør.

Det eneste der er sket er at lufthavnens miljøgodkendelse i 2005 er blevet skærpet, således at lufthavnen må støje 5,4 dB mindre idag end før 2005.  Det meget positive er at lufthavnen overholder dette, både trods stigende passagertal og paralleloperationer (eksempelvis startende fly på bane 22R mens der landes på bane 22L) – tilmed så godt at maksimum støjbelastningen siden 2011 er blevet 5 dB lavere end grænseværdien ved St. Magleby og Dragør, og 2-3 dB lavere udfor Søvang.

Der er idag 12 faste målestationer omkring lufthavnen, samt 2 mobile målestationer. Siden 1996 er den gennemsnitlige totale støjbelastning målt på de tre mest trafikerede måneder faldet støt fra cirka 153 til 144,7 dB i både 2011 og 2012.  Alt i alt oplever lufthavnens naboer – og der måles altså også – mindre og mindre støj og emission fra lufthavnen.

Derfor har Det Konservative Folkeparti i Dragør sat emnet på dagsordenen, og fik med tilfredshed ønsket om lempelse af restriktionsområdet indført i sidste års revision af Kommuneplanen samt i høringssvaret til Miljøministeren vedr revision af “Fingerplanen” i 2013. Dette tilmed af en enig kommunalbestyrelse.  Men desværre må vi konstatere at processen går alt for langsomt.

I slutningen af oktober 2013 stopper SAS flyvningerne med McDonnell Douglas MD-80 som har været i tjeneste siden midt-firserne. I stedet flyves der med de mere moderne og miljøvenlige Airbus A320 som der kommer flere og flere af.  Dette medfører både mindre støj og emission, samt mindre brændstofforbrug. Og den samme positive udvikling sker indenfor andre luftfartsselskaber. Så nu er der endnu mere grund til at Dragør Kommune sætter turbo på for at få lempet restriktionerne omkring Dragør.  Restriktioner der baserer sig på fakta, og ikke noget som er et levn fra fortiden.

Lempede restriktioner vil give Dragør nogle vigtige udviklingsmuligheder; muligheden for ændring af status fra Landzone til Byzone i visse områder, ophævelse af Lokalplan 30 vedr villakvarteret langs Møllevej, lovliggørelse af Rosenlund til helårsbeboelse, udvidelse af erhvervsområdet i den nordlige del af Dragør.  Det betyder ikke nødvendigvis at vi kommer til at miste “det åbne land” som er et vigtigt særkende for Dragør. Det er vi nemlig selv herre over.

Se desuden vedlagte illustration af de nuværende restriktionsområder, støjzoner og målinger, og hvordan tingene burde se ud efter min opfattelse. Læs mere på side 47-49 i “CPH og Samfundet 2012” (ISSN trykt udgave: 1904-8130, online udgave: 1904-8122), Miljøministeriets Fingerplan 2007 samt støjkortlægningen over Danmark med seneste målinger fra 2012. Se http://miljoegis.mim.dk/?profile=noise.

Figur 1: Miljøministeriets støjkort fra 2012. Den røde 65-70 dB zone har flyttet sig langt væk fra hvor de daværende 65-70 dB zoner lå, da Landsplandirektivet blev vedtaget.

Figur 2: Det skraverede areal kunne være det reviderede restriktionsområde anno 2013, vedrørende støj fra 65 dB og derover.

Figur 3: De nuværende restriktionsområder, som ønskes ændret.

Du er også meget velkommen til at kontakte undertegnede hvis du har spørgsmål eller synspunkter.

Med venlig hilsen

Uffe Jacobsen
Konservativt byrådsmedlem og kandidat til KV2013