Nyt om beredsskabet
Det er fra regeringens side besluttet, at der skal være færre men større beredskaber i Danmark. Derfor har kommunerne orienteret sig mod hinanden for at finde ud af, hvem der kan lave samarbejde med hvem.
For Konservative har det været vigtigt at København, Frederiksberg og Tårnby kommuner er sammen med Dragør, da det giver en god mening i forhold til øvrigt samarbejde om bl.a. politikredsen. Der ud over har vi været åbne for at andre kommuner kan deltage.
Vi mener, at det er vigtigt for Dragørs borgere, at der fortsat er en hurtig responstid og høj faglig kvalitet i brandslukning med en kort responstid ved udrykninger, sikker kystredning og styrket redning ved trafikuheld mv. Beredskabet ligger os meget på sinde og det er vigtigt at der i kommunen er et fælles samarbejde mellem alle partier om at sikre dette og her må egne partihensyn vige for, at vi skal fastholde god og effektiv redning til borgerne.
Principaftalen er alene et udkast og skal politisk behandles i såvel Økonomiudvalg og KB i februar måned 2015.
Du kan orientere dig i dokumenterne, hvis du vil læse mere om beredskabet.
Beredskabssamarbejde forundersgelse nov 2014
Principaftale mellem 9 kommuner om fælles beredskab
Referat af 14115 endelig version
Borgmesteren fik en næse
På Kommunalbestyrelsens møde den 27. januar 2015 udtalte alle partier en alvorlig kritik af Borgmesterens håndtering af sagen. Sagen endte med det man kan kalde en næse til Borgmesteren, da en enig kommunalbestyrelse vedtog AmagerListens forslag om, at ”det pålægges borgmesteren fremover at drage omsorg for at kommunalbestyrelsen underrettes på behørig vis FØR fortrolige forhandlingsemner m.v. offentliggøres”.
En enig kommunalbestyrelse var enig i at udtale denne alvorlige kritik af borgmesterens håndtering. Vi valgte at stemme for, da vi finder, at Borgmesteren ikke har levet op til sin forpligtigelse som Borgmester i sagen om beredskabet og udvist den rettidige omhu i sin orientering og inddragelse af såvel Kommunalbestyrelse som beredskabskommission.
Vi har ved vurderingen af om vi ville stemme for næsen til borgmesteren lagt vægt på følgende:
- Borgmesteren har som formand for Beredsskabskommissionen valgt ikke at invitere Beredsskabskommissionen til et møde forud for de politiske drøftelser mellem kommunerne og dermed har vores egen Beredsskabskommission ikke kunne udtale sig rådgivende over for det politiske system
- Borgmesteren har ikke tidligt i forløbet taget initiativ til politiske drøftelse af denne sag i kommunen.
- Borgmesteren vælger at offentligegøre pressemeddelelser om aftaler på Facebook uden at kommunalbestyrelsen har set pressemeddelelsen.
- Der er ikke til kommunalbestyrelsen udsendt materiale om bl.a. svar på en lang række spørgsmål som sagen rejser. Dette materiale har været tilgængeligt for alle andre end os som politikere.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Den Konservative byrådsgruppe