Forslaget om løse hunde i hele kommunen bliver udfordret
Vi hedder Nova, Sille, Dixie og Ludvig. Vi er nogle glade hunde. Der har ellers ikke været meget at være glad for i en lang periode. Kim Dupont fra Venstre og Anne Funk fra DF stillede tilbage i august måned 2020 et forslag om, at ingen hunde måtte gå løs i Dragør. Det blev vedtaget af alle partier, på nær vores tre venner på billedet, Kenneth, Martin og Katrine og siden august måned har vores kommune måtte bruge mange ressourcer på, at undersøge hvordan det kan gennemføres. En beslutning der blev taget, selvom vi i Danmark har en uden mærket hundelovgivning, der jo netop regulerer, hvordan vi som hunde og vores ejere skal opføre os. Men i Dragør er politikerne sjældent i helikopteren med det store udsyn over de åbne marker, men i stedet blander de sig ofte i ting, de slet ikke bør blande sig i.
Og i tirsdags skulle de så behandle den endelige indstilling, om der skulle være forbud mod løse hunde i stort set hele Dragør. Et ønske fra Kim Dupont og Anne Funk. Vi er stadig ikke kommet i godt humør, fordi Liste T (Annette Nyvang og Ebbe Kyrø) og Socialdemokratiet (Ole Hansen) har bestemt, at vi nu skal have en høring om, hvorvidt vi i Dragør skal have vores helt egne regler, som går ud over den ellers velfungerende Hundelov, der gælder for alle andre hunde i Danmark. I stedet for at droppe forslaget og blot henholde sig til gældende lovgivning.
Men vores tre ejere, Kenneth, Martin og Katrine, har kæmpet imod denne detailregulering og har argumenteret for, at det ikke er lokalpolitikeres opgave at indføre ekstra lovgivning, når vi allerede har love vedtaget af folketinget der virker. Samtidig har de kæmpet for, at medarbejderne i kommunen, sagtens kan bruge deres tid bedre, end at bruge mange ressourcer, på et forslag om at begrænse friheden for os hunde.
Måske er vi ikke de klogeste hunde i byen (grundet vores unge alder), men vi forstår ikke helt at Dansk Folkeparti (Morten Dreyer og Anne Funk) undlod at stemme for Liste T’s forslag. Men vi tænker det var fordi de ønskede – ligesom Kim Dupont – at følge forvaltningens indstilling om, at alle byzoner og næsten hele kommunen, også skulle være omfattet af de nye regler, som jo var deres oprindelige forslag. Men det kan Anne Funk eller Kim Dupont sikkert gøre os klogere på?
Vi synes det er ærgerligt, at vores hundevenner, som bruger de store græsplæner ved havnen og i den gamle by, måske i en nær fremtid skal være i snor. Men vi ved at stærke kræfter hos Venstre og Dansk Folkeparti, har arbejdet for, at det ikke kun er begrænset til havnens arealer, men for hele kommunen, som de oprindeligt foreslog tilbage i august 2020.
Så selv om vi som hunde ikke kan stemme til Kommunalvalget, så håber vi, at de voksne medlemmer af kommunalbestyrelsen vil bruge deres tid på løse kommunens rigtige problemer, i stedet for at bruge en masse af medarbejdernes tid på, at udtænke planer for, hvordan man kan forbyde, at hunde må være løse i Dragør.
Der skal l denne sammenhæng lyde et tak til vores hundeven Helle Barth fra Venstre, som også mente, at det var nok med Hundeloven og stemte for Kenneths, Martins og Katrines forslag om at holde sig til lovens bogstav og som tydeligt viste vejen, at det ikke er løsningen at detailregulere, som Kim Dupont og Anne Funk syntes.
De kærligste vuf
Sille – Kleiner Münsterlænder (Kenneth Gøtterup)
Nova – Kromfohrländer (Martin Wood Pedersen)
Dixie – Cavallier Charles Spaniel
Ludvig- Rughåret gravhund (Katrine Tholstrup)