Morten Dreyers efterlysning
I sidste nummer af Dragør Nyt efterlyser Morten Dreyer, at Konservative forliger sig med Venstre, og at Konservative kommer tilbage til samarbejdet med det nuværende flertal, og udtaler ” Jeg savner også en smule af Gøtterups praktiske input fra tidligere år”.
Først og fremmest tak til Morten Dreyer for tilliden og anerkendelsen. For god ordens skyld har Konservative ikke noget udestående med Venstre og samarbejder gerne. Men Morten Dreyers afsavn er nok næppe så stort, for Morten Dreyer valgte også i budgetforhandlingerne sammen med Socialdemokraterne og Venstre, at byde os velkommen, men kun på betingelse af, at vi accepterede alle ultimative krav og vi ikke selv kunne få noget med i budgettet. Konservative deltager altid i forlig, men det skal være forlig, hvor der er en reel lyst til at forhandle og lave et forlig.
For at genopfriske vores egen og ikke mindst Morten Dreyers hukommelse, valgte vi netop ikke at gå med i konstitueringsaftalen, da vi ikke følte vi kunne stå på mål for dels den kommende politik der vil blive ført, dels borgmesterens måde at drive en kommune på og AOVs perspektiv på borgerinddragelse. Derfor ville vi hellere være fritstillet fra sag til sag, og lade vores borgerlige stemmer arbejde konstruktivt. I starten af 2018 var vi reelt i tvivl om vi havde set rigtigt, men som året er gået, er vi blot bekræftet i, at vores bekymring var rigtig.
Hvad vil Konservative med budgettet
Både DF, Venstre og Socialdemokraterne har kritiseret Konservative for vores forslag til budget 2019, hvor der bl.a. er en rammebesparelse på kr. 17 millioner og kalder det uansvarligt, også selvom vi gang på gang har fortalt, hvordan vi vil udmønte det. Lad mig gentage vores plan. En rammebesparelse giver xx antal kr. til hvert tilbud, organisation, institution i Dragør. Her vil vi så bede ledelse, brugerråd og bestyrelser om at vurdere, hvordan de vil foreslå besparelsen udmøntet, samt pege på den bedste måde at gøre det på, så det går mindst muligt ud over den nære kernevelfærd. Samme øvelse ønsker vi at administrationens ledende embedsmænd og direktører udfører, hvorefter alle forslag så bliver lagt frem til endelig politisk forhandling. Denne model har vi valgt, fordi alle borgere i Dragør og alle ledere ved der skal spares. Alle holder af deres by og arbejdsplads og alle ønsker at gøre det på en god måde. Dem der er tæt på opgaven kan langt bedre belyse konsekvenser og muligheder, end vi som politikere kan i et mørkt mødelokale i rådhusets kælder. Vi syntes det er at tage borgerne alvorligt og at tage politisk ansvar når den endelige prioritering skal laves. DF, Venstre og Socialdemokraterne kalder det uansvarligt.
Lad os få en klar udmelding fra Borgmesteren, Allan Holst og Morten Dreyer
I stedet blev der vedtaget et budget med et tilskud på 3,5 millioner til kunstig flod, lukning af flere børnehaver i Dragør, forøgelse af antallet af børn i de eksisterende institutioner, en forringelse af aftenplejen for de ældre på plejehjem og hjemmepleje, lukning af SFO samtidig med man sætter forældrebetalingen op og meget mere. I den efterfølgende debat på de sociale medier har de tre partier valgt at sende et socialdemokratisk byrådsmedlem, Lisbeth Dam Larsen ud for at forsvare og argumentere for alle holdninger. Bistået af Venstres Kim Dupont, efter at han annoncerede en ti dages facebook pause op mod budgetvedtagelsen.
Jeg anerkender til fulde et politisk flertals ret til at træffe beslutninger. Jeg har selv i fire år været en del af det. Men jeg er bekymret for de mange forskellige udmeldinger fra partierne om, hvad der reelt er besluttet og den videre proces. Dragørs borgere og de mange medarbejdere står hen i det uvisse om fremtiden. Jeg vil gerne opfordre til, at Borgmesteren, Allan Holst og Morten Dreyer som politiske ledere, snarest muligt står frem med en konkret tidsplan for de mange ændringer. Selvom man ikke er enig i beslutningerne som borger, er det vigtigt at kende fremtiden.
Boligudviklingen er et godt eksempel på forvirringen hos Venstre, DF og Socialdemokraterne
Der er indgået en aftale i budgetforliget om, at der skal bygges både almene boliger og ejer boliger på Engvej. De tre partier har meldt ud, at der skal være 1/3 almene, 1/3 ejerboliger og 1/3 bydelspark på området og under budgetforhandlingerne, at de forventer at bygge i samme højde som Engparken. Så langt så godt. På de sociale medier har Socialdemokraterne meldt ud at der skal være 100 almene boliger. Venstre har meldt ud at det er besluttet at der skal være lige mange almene som ejerboliger, hvilket jo med Socialdemokraternes udmelding er 200 boliger i alt. Venstre har senere meldt ud, at der slet ikke er nogle konkrete aftaler om antal boligere og intet er besluttet. DF er helt tavse.
Borgerne på Engvej, Strandjægervej og mange andre har en interesse i, hvad planen er. Og når nu man har offentliggjort en aftale vil det være bedst for den videre dialog, at de tre partier bliver enige om, hvad der er besluttet og melder det klart ud. På billedet kan man se hvordan arealet kan komme til at se ud, hvis der bygges 200 boliger i etagebyggeri på arealet.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Gruppeformand Konservative
Medlem af kommunalbestyrelsen.